Hatha Yoga
Hatha yoga er en klassisk yogaform, hvor du arbejder med dynamiske og fysiske yogastillinger, åndedrættet og nærvær i kroppen. Her guides du gennem rolige, bevidste bevægelser med fokus på kropskontrol, stabilitet og balance. Stillingerne holdes typisk i 30 sekunder til 1 minut, og du bevæger dig roligt fra én stilling til den næste. Hatha yoga er ideel, hvis du ønsker en mindful og balanceret praksis, hvor styrke, smidighed og opmærksomhed går hånd i hånd.
Video Serier
Nærvær i bevægelse
Denne serie består af fire mindfulde Hatha Yoga-sekvenser. Her inviteres du ind i et langsomt rum med bevægelse, hvor fokus ikke er på at præstere, men på at mærke og sanse ind i kroppen. Sekvenserne er guidet blidt og mindfuldt, med god tid til at lande i kroppen, følge åndedrættets rytme og registrere de fornemmelser, der opstår undervejs. Bevægelserne foregår langsomt, så du kan mærke dig selv indefra og lade kroppen finde sit eget tempo. Et rum, hvor du kan trække opmærksomheden hjem i kroppen, give dig selv en pause fra ydre støj og i stedet møde dig selv med venlighed, nysgerrighed og kropslig opmærksomhed.
På opdagelse i kroppen med blid styrke og åbne sanser
I sekvenserne i denne serie inviteres du til at blive mere og mere fortrolig med din krop, som den føles lige nu. Det kan være en kærlig udfordring, især hvis du lever med kroniske smerter, hvor kroppen måske længe har føltes som et svært sted at være. Men gennem blide styrkende bevægelser, opmærksom vejrtrækning og små sansende pauser, kan du langsomt opdage nye nuancer af kroppen, også de steder hvor der stadig er plads til velvære. Her er ingen præstation, ingen rigtigt eller forkert. Kun en invitation til at møde dig selv med mildhed og nysgerrighed. Nogle dage vil kroppen føles tung, andre dage mere fri og alt, hvad du møder, er velkomment. Du kan frit vælge mellem sekvenserne alt efter, hvad du har brug for lige nu om det er jordforbindelse, blid styrke, en sanserejse eller en pause med vejrtrækningen. Alt er skabt med varme og omsorg.
Livfulde flows
Her finder du Hatha yoga-sekvenser med bløde og sansende flows, hvor du bevæger kroppen i takt med åndedrættet og mærker energien vågne indefra. Vi arbejder i et roligt tempo, hvor du får plads til både bevægelse, fordybelse og nærvær. Du bliver guidet med mindful opmærksomhed, så du kan udforske kroppen indefra med nysgerrighed og livfuldhed. Der er kun én sekvens til at begynde med, men flere vil komme til. Hver sekvens inviterer til at finde ind i en levende, sansende kontakt med kroppen.