Yin Yoga
Yin yoga er en langsom og meditativ yogaform, hvor du arbejder med dyb afspænding og stræk af kroppens bindevæv, led og sener. Stillingerne holdes typisk i 3–5 minutter i et roligt tempo med afslappede muskler, så kroppen får tid til at give slip. I yin yoga bruger du ofte puder, tæpper, hynder og andet udstyr til at støtte kroppen, så du kan være i stillingerne med mindst mulig anstrengelse. Det gør praksissen særligt velegnet til dig, der ønsker en blid, nærende og mindful tilgang til yoga.
Video Serier
Nærende mindful Yin Yoga
Denne serie er skabt som en blid pause, hvor du kan lande i kroppen og møde dig selv med den samme omsorg, som du ville give en kær ven. Gennem nærværende yin-stillinger, rolige åndedræt og små sansende invitationer guider jeg dig til at slippe spænding, mærke ind og opdage de små steder i kroppen, hvor blødhed og hvile kan finde vej. Her handler det ikke om at præstere eller presse kroppen ind i en bestemt form men om at nære dig selv, præcis som du er lige nu. Tag måske en varm kop te med, læg hynder, blokke, tæpper etc. klar og lad os sammen træde ind i dette nærende rum.
Mindfulde pauser med én stilling og fuld opmærksomhed
Nogle dage kalder kroppen på lange sekvenser, andre dage er det nok med et enkelt øjeblik af nærvær. På denne side finder du små yin-pauser, hvor jeg mindfuldt guider dig ind i én enkelt stilling ad gangen. Du kan vælge præcis den stilling, der kalder på dig i dag. Måske en tryg foroverbøjning, hvor du kan vende opmærksomheden indad, et twist der skaber plads, eller en bagoverbøjning der inviterer åndedrættet helt ind i hjertet. Hver stilling får lov at folde sig ud i sit eget tempo, og du får tid til at smelte, sanse og være. Det er din invitation til at sænke tempoet og give kroppen opmærksomhed, selv når tiden er knap. Måske som et lille pusterum i din dag, måske som en lille ceremoni før sengetid. Uanset hvornår og hvordan du lander her, byder jeg dig velkommen.
Yin Yoga & de 7 mindfulness kvaliteter
- en nænsom introduktion til mindful yin yoga for dig med kroniske smerter Velkommen til denne særlige yin yoga serie, hvor jeg inviterer dig til at lande blødt i kroppen og samtidig udforske, hvordan mindfulness kan være en støtte på din vej med kroniske smerter. Serien består af i alt 8 videoer. I den første video guider jeg dig ind i, hvad yin yoga er, og hvordan mindfulness kan bringes ind i din praksis. De 7 efterfølgende videoer er dedikeret til hver sin mindfulness kvalitet, små indre pejlemærker, som kan hjælpe dig med at møde både din krop, dit åndedræt og dine smerter med større nærvær og venlighed. Denne serie er skabt til dig, der måske oplever, at smerterne fylder meget i hverdagen, og som længes efter en yogaform, der ikke handler om at præstere eller strække mest muligt men derimod om at være med kroppen, som den er, og opdage, at der også kan være små lommer af velvære midt i ubehaget. Du kan følge programmerne i rækkefølge eller mærke efter, hvilken kvalitet du har brug for netop i dag. Måske kalder kroppen på tålmodighed, måske længes hjertet efter accept eller måske er det nysgerrighed, der kan åbne en ny vej ind til det at mærke dig selv.